Morgen i Nolsø (1969), Steffan Danielsen
Olie på lærred, 60 x 100 cm.
I den tidlige morgen har mørket endnu ikke sluppet sit tag over bygden.
Vi ser henover tagene ud mod Nolsøs høje fjeld i det fjerne: Mørkt og skarpt som de sorte huse i forgrunden. Huset med gavlen tilhørte Steffan Danielsens bedsteforældre, og han har malet udsigten herfra flere gange.
Sceneriet giver anledning til at skildre husgavle og tagene som en stram og elegant fladekomposition af næsten abstrakt karakter. Samtidig får vi lov til at kigge indenfor, og i lyset derinde registrerer vi nysgerrigt: gardiner, potteplanter, en kande, et brød – og et rygende stearinlys?
Men hyggen blander sig med følelsen af at være lukket ude.
Steffan Danielsen
(1922-76)