Milliondonation af Mikines-værker fra privat ejer
Vi er meget glade for at kunne annoncere, at Færøernes Nationalgalleri har modtaget en stor kunstdonation fra en privatejer i Danmark. Der er tale om en milliondonation på hele 8 værker af den store færøske kunstner Sámal Joensen-Mikines (1906-79).
Museumsdirektør, Karina Lykke Grand, siger om donationen:
“Vi er dybt taknemmelige for denne generøse donation af betydningsfulde værker. Kunstværkerne supplerer museets samling af Mikines-værker på enestående vis. Vi glæder os rigtig meget til at kunne vise malerierne frem for publikum, når museet genåbner 1. februar.”
Værkerne er blevet til i perioden fra 1931-62. Der er flere forskellige slags motiver, som I også kan se på billederne. Der er blandt andet landskabsbilleder fra både Færøerne og Danmark, en indendørsscene betitlet “Druk”, samt to store malerier med kristne motiver.







